Kantineansvarlig søges til Hotherskolen - fra 1. august 2026
Vil du være med til at skabe en kantine, hvor sund mad, gode relationer og smil går hånd i hånd?
Hotherskolen søger en engageret og innovativ kantineansvarlig, der brænder for at skabe en attraktiv og sund kantine for vores elever og medarbejdere.
Om stillingen
Som kantineansvarlig får du det overordnede ansvar for skolens kantine. Du skal udvikle et varieret og indbydende udbud af mad, samtidig med at du skaber en positiv og inkluderende atmosfære i hverdagen.
Du vil ikke stå alene – du får hjælp af et team af kantinehjælpere (elever), som du skal være med til at guide og motivere.
Derudover vil dine opgaver bl.a. være:
- ansvar for skolemælksordning
- koordinering af forplejning til møder og arrangementer
- daglig drift, indkøb og planlægning i kantinen
- at bidrage til en velfungerende hverdag, hvor både kaffemaskiner, opvask og de praktiske rammer spiller – så kantinen altid fremstår indbydende og klar til brug
Stillingen er på 24,5 timer ugentligt i gennemsnit. Arbejdstiden ligger primært i skoleugerne og er her lidt højere, til gengæld er der fri i de fleste skoleferier.
Vi søger dig, som:
- er innovativ og har lyst til at udvikle kantinens tilbud
- arbejder relationskompetent og møder både børn og kollegaer med smil og overskud
- kan skabe et attraktivt, varieret og sundt udvalg
- trives med at samarbejde og inddrage elever i opgaverne
- har blik for både det store overblik og de små detaljer i hverdagen
- ønsker at være en aktiv del af Hotherskolens vision og fællesskab
Vi tilbyder:
- en spændende og selvstændig stilling med stor indflydelse
- en arbejdsplads med fokus på trivsel, fællesskab og udvikling
- engagerede kollegaer og elever
- mulighed for at sætte dit præg på skolens kantine
Hotherskolen er en skole, hvor fællesskab, trivsel og udvikling er i centrum. Vi arbejder målrettet med at skabe gode rammer for både elever og medarbejdere – og kantinen er en vigtig del af dette.
Ansøgningsfrist senest den 3. juni 2026. Stillingen søges elektronisk nedenfor.
Samtaler forventes afholdt den 9. juni 2026.