Ledsager søges til hyggelige ture og gode oplevelser sammen med Jette fra Rødvig
Har du lyst til at gøre en forskel og være med til at skabe gode oplevelser i hverdagen?
Vi søger en ledsager til Jette, som holder af at komme ud og opleve lidt af det, der gør hverdagen hyggelig. Trods af at Jette ikke har noget syn, har hun stor lyst til at komme ud og opleve nogle af de ting hun førhen har kunnet.
Jette bruger kørestol og har brug for ledsagelse. Det kan være en gåtur, en tur ned til havnen, en kop kaffe på en café eller måske en is på en varm dag. Og gerne en softice – det har Jette faktisk ikke fået i mange år, så måske er det på tide.
Jette er også stor fan af Kandis og har tidligere været til koncert med dem på Hotherhaven. Så hvis du selv kan lide musik, er det bestemt ikke en ulempe.
Vi forestiller os, at du:
- er rolig, imødekommende og har et godt humør
- har lyst til at være sammen med Jette om de oplevelser, hun ønsker
- kan tage initiativ, når I skal finde på noget at lave
- er respektfuld og har blik for, at ledsagelsen tager udgangspunkt i Jettes ønsker
- kan være nærværende og nyde både en god samtale og de stille stunder
Det vigtigste er ikke, at du kommer med en bestemt faglig baggrund. Det vigtigste er, at du har lyst til at være en god ledsager og sammen med Jette skabe nogle hyggelige timer.
Om stillingen
Arbejdstiden lægges i samarbejde med borgeren og kan være på hverdage, både dag og aften, samt i weekenden, afhængigt af aktiviteter og planlagte udflugter.
Timetallet kan variere fra uge til uge, men ligger inden for rammerne af bevillingen (maks. 15 timer om måneden jf. SEL § 97).
Praktisk info:
- Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst hos FOA
- Alle udgifter dækkes af borgeren
- Kørekort er en fordel
Har du spørgsmål til ledsagerordningen?
Kontakt gerne psykiatrikoordinator i Stevns Kommune, Pernille J. Mikkelsen, på tlf.: 61 14 27 38.
Ansøgningsfristen er den 15. oktober 2026. Send din ansøgning elektronisk nedenfor, og vedhæft dit CV, uddannelsesbevis eller andre relevante bilag. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt løbende.
Bliv en del af noget meningsfuldt – vi ser frem til at høre fra dig!