Socialfaglig kontraktforhandler søges til det specialiserede børne- og voksenområde i Stevns Kommune
Brænder du for kontraktforhandling indenfor det specialiserede børne- og ungeområde og voksenområde og vil du være med til at understøtte ledelsen med professionel håndtering af kontraktforhandlingen.
Ser du en spændende udfordring i at understøtte rådgivere i vigtigheden af formaliserede kontrakter, hvor du skal samarbejde med en lang række aktører på tværs af afdelinger for at skabe resultater. Så er det lige dig vi søger.
Om jobbet
Som socialfaglig kontraktforhandler vil du komme til at arbejde tæt sammen med rådgivere, fagkoordinator, teamledere og myndighedsledere både på børne- og ungeområdet og voksenområdet. Stillingen er fordelt med tre dage på børneområdet under Center for Børn og Læring og to dage på voksenområdet under Center for Sundhed og Omsorg.
Stillingen er organisatorisk placeret i Staben i Center for Sundhed og Omsorg med reference til lederen for Staben.
Hvem er vi
Børne- og ungeområdet
Børne- og ungeområdet er opdelt i distrikter og organiseret i teams opdelt i to store rådgivergrupper. En gruppe der sidder med myndighedsopgaver, og en rådgivergruppe der sidder med myndighedsopgaver indenfor for special myndighed og et vagtteam, der blandt andet sidder med akutopgaver m.m.
Voksenområdet
På voksenområdet er vi 7 rådgivere, en fagkoordinator og en myndighedsleder.
Din funktion som kontraktforhandler vil primært blive sparring til rådgiverne, gennemgang af nye kontrakter og rådgivning og vejledning i særligt komplicerede sager.
Børne- og ungeområdet og voksenområdet er to forskellige områder med hver sin kultur og arbejdsgange, men fællestrækket for begge er meget engagerede og ambitiøse medarbejdere, som er bredt sammensat af både nye og erfarne rådgivere, samt andre faggrupper.
Din profil
Du vil få store muligheder for at være med til at sætte dit eget præg på at udvikle fagligheden og indholdet i stillingen, da vi er åbne for nye måder at tilrettelægge arbejdet på.
I Stevns kommune arbejder vi tæt sammen med borgerne og med hinanden. Vi er en mindre kommune, der er gode til at drage fordele af vores størrelse, og vi har et godt kendskab til hinanden og formår at arbejde sammen på tværs af faggrænser og sektorer.
Vi er med på, at ingen kan alt. Men det vil være godt, at du:
- har en uddannelsesbaggrund som socialrådgiver eller anden relevant uddannelse med erfaring fra myndighedsarbejdet samt en solid faglighed inden for det specialiserede område (enten voksen-eller børneområdet).
- har erfaring med økonomisk forhandling og udarbejdelse af kontrakter på det sociale område.
- har en forhandlingsstil der er både etisk, socialfaglig og juridisk velfunderet.
- har analytiske og systematiske færdigheder og kan navigere i komplekse forhold mellem ydelser, budgetter og borgerens behov. Har en viden om sammensætning af takster.
- er stærk kommunikativ og i stand til at samarbejde bredt både internt og eksternt.
Dine hovedopgaver bliver at matche borgerens behov i forhold til tilbuddets indsats og pris samt at forhandle kontrakten på plads. Du skal kunne spotte et forhandlingspotentiale og være med til at indfri det. Du skal forhandle på alle relevante områder inden for det specialiserede område.
Du skal i stillingen forvente, at du vil skulle bruge en del af din tid ude på de forskellige tilbud, og at du vil få direkte kontakt med både eksterne samarbejdspartnere og borgere. Du skal støtte op om rettidig opfølgning, og du vil få ansvaret for, at de kontrakter, der allerede er indgået, bliver genforhandlet. Du skal også sammen med dine kolleger være med til at udvikle og systematisere den erfaringsopsamling, som du og kollegerne har og får i det fremtidige arbejde.
I Stevns gør vi brug af KL’s standardkontrakter. Vi er ikke helt i mål med at bruge dem i alle sager, og du skal være med til at implementere dem fuldt ud.
Vi tilbyder
- Du vil i jobbet som socialfaglig kontraktforhandler få en høj grad af frihed i jobbet, og mulighed for selv at tilrettelægge din arbejdstid lige som hjemmearbejde også er muligt op til to dage om ugen, hvis arbejdet tillader det.
- Fagligt dygtige kolleger og en ledelse, der er engageret i din funktion og dit arbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse pr. 1. august 2026. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Lønnen forhandles i henhold til gældende overenskomst og personlige kvalifikationer. Lønniveauet er ca. 55.000 kr. inkl. pension samt fremskrivning i 2026.
Ansøgningsfrist er onsdag den 17. juni 2026 og ansættelsessamtaler forventes afholdt en af dagene fra den 24. til 29. juni 2026. Stillingen søges elektronisk nedenfor.
Yderligere information
Stillingen er forankret i Staben for Center for Sundhed og Omsorg. Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder i Staben, Jess Thorsen, tlf. 30 33 09 86 eller mail: jessthor@stevns.dk